Blandt de indkomne spørgsmål fra Gaffas læsere til Martin Hall udgjorde førstesorteringen - inspireret af skakspillets felter? - 64 stykker. Disse blev videresendt til MH, der i en pause mellem forberedelserne til 'Kameliadamen' (premiere den 20. januar på Gladsaxe Teater) i bedste Jørgen Clevin stil trak 15 udklippede papirspørgsmål op af en pose og besvarede dem på følgende måde: 1. Q: Hvordan fordeler man sin energi rigtigt, når man, som dig, har så mange jern i ilden? (Tanja Larsen, Frederiksberg) A: Ved at koncentrere sig om en ting ad gangen. Og ved at vælge andre ting fra. Man bliver nødt til at prioritere, og der er selvfølgelig ting, man må ofre. I den sammenhæng tror jeg, at det er til min fordel, at jeg er så "nærtagende", som jeg er - jeg får hurtigt nok af andre mennesker og lever et rimelig tilbagetrukket liv, i hvert fald i forhold til de fleste andre, jeg kender i musikbranchen. Undervejs har jeg så måttet lære at disponere bedre over min energi, og der har været sammenhænge og mennesker, jeg har måttet lægge bag mig. Det at ændre på ens vaner kræver selvfølgelig en indsats, men til gengæld løslader det så en masse anden energi. Man må prioritere - finde ud af, hvad det er, man vil i sit liv, og så gå efter det. "Dreams call for action" som det hed sig i "Beat of the Drum". 2. Q: Gør det ikke ondt på dig, når du brænder broer? At være pyroman, hvad angår brobrænding, må da være ufattelig frustrerende og nedbrydende ... eller hvad? (Anne Mortensen, Nørrebro) A: Jeg genkender citatet! Jo, selvfølgelig er det ikke altid lige let at lægge ting bag sig, men man må som sagt gøre op med sig selv, hvad det er, man vil. Og måske især hvad man ikke vil, dvs. skippe dødvægten i ens liv, alt det der udelukkende tager energi uden at give noget. Frasen fra dagbogen ('Kommunikaze', MH's dagbog fra 1998 til 2000, red.) "jeg er den rene pyroman, når snakken falder på brobrændinger", kører selvfølgelig også på sensationslysten i dét en gang i mellem bare at stryge en tændstik og sætte ild til ens bagland - kaste terningerne og se hvad der sker. Den danske kultur er en meget selvbeskyttende kultur, hvilket godt kan udvikle en lidt kuvøseagtig mentalitet, noget der er fattigt på holdninger og vovemod. Livet kræver, at man er risikovillig; man kan ikke helgardere sig mod det. På den måde kommer der oftest et eller andet positivt ud af at være tvunget frem af de brændende broer bag én: Man lærer i hvert fald hele tiden nye sider af selv at kende, hvilket i mine øjne er en god ting. Apati forekommer mig at være en langt værre sindstilstand at befinde sig i end f.eks. desperation. Når man er desperat, er man trods alt modtagelig for nye ting, for ændringer og for udvikling. 3. Q: Da jeg er i gang med at læse din bog 'Kommunikaze' og dermed læse om, hvor store problemer du har med dit helbred, og hvor ofte du er hos lægen, og hvor lidt fritid du egentlig har, er det så det hele værd, det du laver? (Michael Johansen, Holstebro) A: Den krise, jeg gik igennem i sommeren 1999, var en meget skelsættende begivenhed for mig, fordi den groft sagt tvang mig både fysisk og psykisk i knæ. Udover hvad jeg beskriver i bogen, gennemgik jeg helt privat også en masse andre ting, og kombineret med arbejdsstresset udmøntede det hele sig så i det famøse sammenbrud. Da dagbogen logisk nok er skrevet, mens det hele sker, og ikke på sikker, analytisk afstand, får man som læser selvfølgelig alle sidereaktionerne med, hypokondrien og nervøsiteten over hvad det er, der sker, bl.a det at jeg konstant er svimmel. Omvendt når jeg jo også at komme ud af det, inden bogen stopper, og i dag har jeg det fysisk bedre, end jeg har haft det i årevis. Så om det er det hele værd? Ja, selvfølgelig er det det! Det er jo ikke engang et valg ... beskrivelserne i bogen er bare en fuldblodsreaktion på de ting, jeg går igennem, giftstoffer såvel som opture. Jeg kan da godt forstå, at der er nogle mennesker, der bliver lidt chokeret, når de læser den, men det er som sagt altsammen en del af et større billede: Michaelangelo arbejder på sin skulptur med en motorsav! Det at man en gang imellem skal lære tingene på den hårde måde, det er altsammen bare med til at slibe de værste kanter af ens storhedsvanvid. 4. Q: Er Martin Hall selv klar over, den inspiration hans tidlige værker som 'Relief' og Under For's udgivelser har været for goth/EBM og synth pop bands i både ind og udland? (Peter Mesnickow, Nørrebro) A: Ja, nu er jeg - efter den tyske udgivelse af 'Random Hold' i 1997, hvor jeg var dernede på presseture. Det var meget overraskende for mig! Jeg betragter bestemt ikke mig selv som nogen særlig præsentabel "Gothfather", men ikke desto mindre havde jeg influeret en del tyske musikere og grupper igennem firserne. Jeg har også hørt nogle tyske cover versioner af mine numre, bl.a "Synthesis" fra 'Cutting Throgh'-pladen. Meget surrealistisk ... især hvad angår den tyske accent. I december blev 'Memorial'-udgivelsen med Irma Victoria også udnævnt til månedens album på Grenzwellen's hjemmeside, en af de ledende websites for goth og industrial dernede, så jo, "Beau Brummell in the thunderdome" og alt det der. Hvad bliver det næste? En kommisærpost i EU? 5. Q: Mange betragter dig som deprimeret og sortseende (bl.a. jfr. 'Kommunikaze') til trods for, at jeg mener at kunne se og høre en stor optimisme og fremsynethed i dine værker. Hvad tror du selv, det skyldes, at folk opfatter dig således? (Per Bloch Andersen, København K) A: For det første er jeg selvfølgelig glad for at få en sådan kommentar. Jeg har selv aldrig helt forstået, at der har været så megen ståhej omkring min såkaldte negativitet. Jeg har altid bare reageret på de tilstande, jeg stødte på, hvad enten der var i private eller mediemæssige sammenhænge ... forsøgt at få det optimale ud af en situation. I et lokalsamfund som DK sker der desværre meget ofte det, at de bestående "klubber" ikke finder den form for energi særlig attraktiv - ja faktisk reflekteres ens entusiasme ofte som en direkte trussel mod normen. "Man ved, hvad man har, men hvad ved ikke, man får" etc. Den franske forfatterinde Marguerite Duras udtalte på et tidspunkt, at hun for så vidt var glad for, at sindssygehospitalerne var fulde, da dette i sig selv var bevis nok for, at verden var uudholdelig at leve i. Hendes pointe var selvfølgelig, at selvom "klubberne" sagtens kan blive enige om, at "alt er okay", er det ikke nødvendigvis hele sandheden. Hykleri bliver meget hurtigt en del af dagsordenen, hvis man ønsker at begå sig i selskabslivet. I Peter Zinkernagels nye bog 'Tilvante forestillingers magt' taler den danske filosof om, i hvor høj grad vores liv er styret af tilvante forestillinger og grundlæggende antagelser - i så høj grad at de rent faktisk holder os i lænker. Vi tror kun på det, vi har lært at tro på, og kun det, som andre betragter som betydningfuldt, har virkelighedskarakter for os. Altså, kort og godt, vi overtager et sæt spilleregler. Evnen til at reagere på ting må derfor være en forudsætning for nogen som helst konstruktiv proces, for en kreativ udvikling. At jeg altid har prioriteret udvikling frem for tilstand irriterer selvfølgelig meget let det satte borgerskab, hvilket jeg tror er en af hovedgrundene til mange menneskers lidt anstrengte forhold til hr. Hall ("nu kommer han der og råber op igen"). Det kan være, at alderen i denne sammenhæng bliver min redning - det at jeg måske bliver lidt mildere med årene, og at sindssygehospitalerne samtidig bliver så overfyldte, at "klubberne" til sidst er tvunget til anerkende problemet. Imens lader vi så som om, det er mig, der er noget galt med. 6. Q: Hvad betyder "Burning pieces of April/See them light up the street/Never knew that you left them for me?" fra Silverbox? (Louise Kristensen, Nørrebro) A: "Paper Days" og "Silverbox" (begge numre fra 'Adapter'-pladen) kredser lidt om den samme sindstilstand, det at en periode bliver en slags erindringszone. April måned er en utrolig smuk måned, men også meget brutal; der er plads til både sol og frost, forårsofringer og soveværelsespoesi. Ikke for at blive ved med at slynge omkring mig med forfattere og citater, men når den engelske digter T.S. Eliot i indledningen til "Ødemarken" skriver, at "april er den grusomste måned, driver syrener frem af død jord, blander erindring og begær, pirrer sløve rødder med vårregn", så er der virkelig tale om noget, der vækkes til live igen, noget der rejser sig fra erindringen, genopstår af den døde jord. Hvor den unge mand tvinges frem af sit begær, tvinges den gamle mand tilbage - tilbage i hans erindringer ... for ham er fortiden langt fra død. Men man behøver ikke være gammel for at opleve dette. Erindringer kaster ofte deres eget sælsomme lys over situationer: Via en bestemt duft fremkaldes en glemt oplevelse pludselig med krystalklar præcision i én, ligesom et stykke musik kan løslade et hav af følelser fra en helt anden tidszone. Når jeg taler om "brændende stykker april", tænker jeg på den slags evigt levende øjeblikke, på dage der brændte op - på ting og oplevelser andre har efterladt én undervejs. Det er ikke nødvendigvis en melankolsk følelse, det kan være en meget opløftende sindstilstand. Primært handler "Silverbox" om den slags følelsesskyl, den slags sanseindtryk; om ting, man måske først forstår lang tid efter, de skete. Ord er billeder, og billeder er erindringsspor, teaterkulisser, levende verdener. Sølvæsken er billedet på alle de følelser, man bærer rundt på inde i sig selv - følelser der når som helst kan bryde ud igen. 7. Q: Gennem din karriere har du nogle gange genbrugt din lyrik. Er dette grundet manglende lyrisk inspiration, eller prøver du at finde flere aspekter i din lyrik, ved at gentage den i meget forskellige sammenhænge? (Anders Bøtter, Brønshøj) A: Nej, det er ikke pga. manglende inspiration, og det er et godt spørgsmål. Der er forskellige former for sammenfald. F.eks. har jeg i min bog 'Uden Titel' fra 1998 kaldt et af tekststykkerne for "Søn af ingen generation", mens nummeret "Son of No Generation" senere optræder på 'Adapter' cd'en. Der er også enkelte tekstlinjer, der går igen nogle steder i mine sangtekster, som f.eks. billedet "the sheltering sky", der er titlen på en Bertolucci film. Lige præcis den linje har en meget dyb personlig betydning for mig, som jeg ikke rigtig kan overskue at komme ind på lige nu, men den slags gentagelser fungerer nærmest som et slags lyrisk mantra, et gentagende mønster der binder forskellige fortællinger eller tekster sammen. I firserne, hvor jeg selv lavede de fleste af mine pladeomslag, genbrugte jeg ofte fragmenter eller udsnit af billeder på omslagene, så der var en slags sammenhæng i dem, en linje, nogle visuelle sammensmeltningspunkter. Jeg har altid godt kunne lide, at ting og udgivelser havde et fælles sprog, nogle sammenhængende punkter man kunne orientere sig i forhold til. Det at gentage noget, hvad end det er billeder eller ord, gør, at man kan finde en ny mening i det, netop fordi det pludselig optræder i en anden sammenhæng. Det er det samme med mennesker. Man kan tro, man kender en person til fulde, men hvis man så pludselig oplever dem i en anden sammenhæng, kommer der måske noget helt andet ud af dem. Gentagelse frataget ønsket om at forfine et udtryk er spild af tid, hvorimod gentagelse ud fra ønsket om at videreudvikle det er basal for al kunstnerisk udvikling. Meget groft sagt skriver mange forfattere den samme bog igen og igen - forstået på den måde at de for så vidt gør brug af det samme erfaringsmateriale igen og igen, men at de konstant raffinerer udtrykket. I mine øjne (og ører) er alle gode popnumre også skrevet over de samme fire akkorder. Nogle gange er det næsten en dyd at gentage sig selv. Men det er en helt anden historie ... 8. Q: Hvorfor er alle dine "lækre" udgivelser kommet i så begrænsede oplag, at man nærmest skal bortdonere en kropsdel for at få fat i dem? (Michael Sørensen, USA) A: Jamen, jamen, jamen, fordi nogle af dem er lavet på Mind and Media basis, dvs. i begrænsede oplag til de "virkelig interesserede", f.eks. mailinglisten på www.martinhall.com hjemmesiden. Eller af små pladeselskaber, der så i mellemtiden er gået nedenom og hjem. Eller fordi Sony (tidl. CBS) ikke ser noget økonomisk perspektiv i at genoptrykke Ballet Mécanique pladerne. Der er mange forskellige grunde (nu har jeg jo heller aldrig været Danmarks bedst sælgende artist). Og Irma Victoria pladerne er ikke ligefrem noget, man trykker i tusindvis af eksemplarer af ... til gengæld er det så det hele værd, når Guf butikken i Lars Bjørnsstræde udmærker den nye 'Memorial' cd med papskiltsdeklarationen "Ingen over, ingen under: Irma V. rules!". 9. Q: Hvordan har du det med, at du altid bliver konfronteret med fortiden i forbindelse med præsentationen af nye ting? (Geert Hansen, Glamsbjerg) A: Godt set, den herre! Oftest er det selvfølgelig trættende. Nogle gange er det nødvendigt, rent journalistisk, at præsentere nye læsere eller lyttere for ens baggrund, men oftest er det bare et udtryk for en holdningsmæssig dovenskab - at man egentlig ikke behøver at tænke selvstændigt, men bare kan få sat noget i perspektiv hurtigt. Menneskehjernen kan godt lide firkanter og rollespil, sådan har det vist altid været. 10. Q: Et sted i 'Kommunikaze' står der, at du er på en mission - uden at vide hvilken. Finder du nogensinde ud af det? (Thomas Nygaard, Århus) A: Jeg tror, at "skæbnen", hvis man vælger at bruge dette farlige ord, er en længsel, der konstant leder én, noget der er retningsbestemt, men ikke nødvendigvis endeligt defineret. Når jeg bruger udtrykket "mission" i denne sammenhæng, er det selvfølgelig lettere ironisk - det er jo ikke sådan, at jeg ser mig selv som en eller anden rabies angrebet prædikant, der skal sprede et godt budskab ... jeg kan bare ikke lade være med at gøre det, jeg gør, hvilket primært er at reagere på de ting, jeg oplever. Det er faktisk meget enkelt. Jeg reagerer og ræsonnerer, forlanger svar af mig selv undervejs, hvilket i sig selv genererer masser af fremdrift og dynamik. Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om at nå nogen endelig "formular" for sit liv. Jeg tror, at svaret ligger i processen, i det at være på vej ... at svarene ligger i spørgsmålene så at sige. At man bare skal blive ved med at grave, lede, forsøge, hive sig selv op, fortsætte. Alt andet vil være "skabsselvmord" ("hvornår springer han ud af skabet?" etc.). Livet har det med at udmatte folk. Jeg hørte om et horribelt forsøg, nogle forskere havde lavet, omkring tolerancetærskler: Hvis man puttede en frø i kogende vand, sprang den øjeblikkeligt op af det, men hvis man puttede den i lunkent vand og så skruede gradvist op for blusset, så lod den sig koge levende! Og det er jo på en eller anden måde det, der hele tiden sker - man vænner sig til mere og mere crap. Man lader sig spise af - mentalt og følelsesmæssigt, politisk og kulturelt. Big Brother, Pop Stars og Temptation Island ... der er masser af gode eksempler. 11. Q: Hvem har inspireret dig mest igennem din lange karriere? (Naja Winther, Nordby) A. Uha. Ludwig Wittgenstein? Det må være det korte svar. Ellers ville listen komme til at fylde et par sider. 12. Q: Det virker, som om du altid har sat en ære i at sætte dig selv i scene. Tager du dig selv meget højtideligt? (Jesper Fredsgaard, Aars) A: Ja. Lang pause. Latter. I forhold til hvem og hvad? Som der engang var en 140 kilo tung nordjyde, der sagde til mig, efter hans ven havde introduceret mig til ham som "aristokraten hr. Hall": "Jeg er sgu også royal ... tre streger i nakken og det hele" (han hentydede til den påfaldende lighed mellem logoet for kongeligt porcelæn og hans egne deller i nakken). Nogle tager fodbold dødsens alvorligt, andre spenderer deres hengivelse på kunst og kultur. Som kunstner synes jeg ganske enkelt, at man skylder sig selv at tage det, man laver, alvorligt - ellers kan man næsten lige så godt lade være. Jeg har vel bare taget konsekvensen af kunstens allerførste princip, nemlig det at den konstant former virkeligheden efter sit eget ønske - at den gengiver verden i sit eget billede. Alle film, bøger, sange, optrædender er kunstgreb ... selv det mest såkaldt "ærlige"; man accepterer en scene og spiller sin rolle, oprigtig eller ej. Og så må man tage konsekvensen af den. Jeg er tit blevet angrebet for at være selvhøjtidelig og prætentiøs og selviscenesættende, men omvendt, hvorfor nøjes med at være lunken, slap og hjernelam, når livet er fuld af elektrochoks? Hail hail rock'n'roll! Jeg hader middelmådighed, og jeg reagerer på ladhed, ligegyldighed og dovenskab som en tyr på et rødt klædestykke: Jeg får lyst til at angribe ... 13. Q: Det kan godt være, at det bare er mig, men er det meningen, at 'Genopbyggelsen er større end selve skabelsen' skal være forståelig? (Peter Krogh, Århus) A: Jeg tror bestemt ikke, at det kun er dig, der finder 'Genopbyggelsen ...' uforståelig. Faktisk er den flere steder blevet kaldt Danmarkshistoriens mest uforståelige bog! Da Jarl Borgen i sin tid antog manuskriptet, skete det med de famøse ord, "Martin, vi vil meget gerne udgive din bog, vi finder den meget talentfuld, men jeg tror bare ikke, du skal forvente, at der er nogen, der vil forstå den". Klar snak. Den er skrevet som et rent "stream of consciousness" diktat, dvs. at alle forhåndenværende tanker stort set bare blev skrevet ned og inddelt i kapitler, hvilket der så kom et meget troværdigt "Zeitgeist" dokument ud af, men også en meget svært gennemtrængeligt et af slagsen. Som jeg skrev i bogens åbning: "Dette er symptom frem for intellektuel forfængelighed". Hvis hatten passer, så skal læseren være velkommen til at hive hvide kaniner ud af den. 14. Q: Hvorfor er du aldrig i formiddagsaviserne (Ekstra Bladet)? (Morten Larsen, Svendborg) A: Fordi "vi" ikke er på talefod. Gæt selv hvem, der brød kontakten. 15. Q: Hvem er du? (Lars Jensen, Nykøbing Falster) A: The million dollar question ... En bagatel, et vidunder, et forfriskende indslag i tingenes ligegyldighed - "a man for all seasons", en poetisk spasme og en lyrisk linedanser, en åndelig atlet, en musikalsk susen, en god samtalepartner og en flink fyr, en periodevis pestilens, en flygtning fanget i sit eget loop, Miss Universe født i mandekrop, Karen Blixens reinkarnation og Liberaces overmand. En, to, tre ... signing off, sincerely mine …