På Ystads Konstmuseum udstiller Martin Hall lyde og billeder fra den sidste Venten. Bag vinduesglasset, nede i gårdhaven hænger rønnebærerne røde, tunge og saftspændte fra træerne. En musvit flakker rundt fra gren til gren. I det hvide rum høres en stemme: "Jeg tror sgu aldrig, jeg bliver rask igen. Lad mig sige det, som det er. Ligegyldigt hvad de finder ud af, er der det ene og det andet og det syvende i vejen. Jeg er simpelthen så træt som syv tønder land". Det er en sprukken og træt kvindestemme, der fra højttalerne flyder ud i det hvide rum. Under og mellem de små stumper erklæringer fra kvinden høres vibrerende klange, orgelbrus og elektroniske lydflader. Kornede farvefotos af den døende gamle kvinde hænger ned fra loftet i rummet. Med sine lamper og sin kliniske hvidhed minder rummet her på Ystads Konstmuseum umiskendeligt om det, Martin Hall kalder sin lyd- og billedinstallation, baseret på optagelser af og med Irma Victoria Korngaard i de sidste dage af hendes 77 år : A Hospital Room. Som det her er skildret, virker det måske umiddelbart tungt og kynisk, men oplevelsen i den kunstige hospitalsstue er nærmest stik modsat: blid, kærlig og barok. "Døden er jo tabuiseret i vores kultur, ikke i den forstand, at man ikke kan tale om den. Men at tale om den er jo ikke det samme som at have et forhold til den", mener Martin Hall, undergrundselegantieren, der i snart tyve år med jævne mellemrum har forbløffet med samme blanding af lethed, dyster seriøsitet, skæv humor og højtidelighed, hvad enten hans udtryk har været musik, litteratur eller mere figurative former for kunst. "Vores kultur er defineret ved at kunne give svar på hvordan ting fungerer, det gør vi gennem biologien, matematikken m.m. Så snart man begynder at spørge hvorfor, rødmer videnskaben. Vi har let ved at tale om døden, men svært ved at forstå den. Min mor begik selvmord for mange år siden, den firsergeneration jeg selv er vokset op med, var kendetegnet ved et stort antal af selvmord og andre selvprovokerede dødsfald. Selvom vi bevidst kan sige en masse om døden og har nem adgang til psykologisk krisehjælp, så forbliver det et hvidt felt på landkortet: Vi kan ikke begribe det. Mentalt er døden ikke tabuiseret men det er den i følelsesmæssig forstand. Men vi må aldrig blive bange for at arbejde med dette vores kulturs primære tabu. Det er det mørke stof bag spejlglasset, der gør det muligt for livet at blive reflekteret". Irma Victoria Korngaard døde sidste efterår på Holbæk Amtssygehus, og under sine besøg på sygelejet optog Martin Hall med en medbragt båndoptager samtaler med den gamle kvinde, han har kendt det meste af sit liv, i første omgang som ven af familien, senere som samarbejdspartner på adskillige musikprojekter. "Det er selvfølgelig med Irma Victorias accept, at jeg bruger optagelserne, men det skyldes i det hele taget et samspil af tilfældigheder, at jeg overhovedet lavede dem. Jeg havde fået en henvendelse fra et lille pladeselskab, der havde foreslået en udgivelse med Irma, hvor hun læste nogle af mine noveller op", fortæller Martin Hall. "Jeg tror ikke, jeg kunne ikke have lavet tilsvarende optagelser, hvis det var en anden, der lå i den samme situation. Det har måske noget at gøre med distancen i alderen, der var mellem os. Og så kunne jeg jo også gøre det, fordi vi havde lavet indspilninger sammen før. Med en anden person ville min blufærdighed nok ville have stoppet mig. Men nu hvor jeg har optagelserne, er jeg kunstner nok til at isolere det og bruge det i denne sammenhæng: som et dokument fra en zone, der ikke er blevet transmitteret fra før". Da Irma Victoria kort efter sin indlæggelse på grund af en hjerteblodprop i et par dage var i bedring forsøgte de, at gennemføre oplæsningen på hospitalet. Men da tilstanden forværredes yderligere blev projektet opgivet. "Jeg har så de optagelser med en person, der instinktivt ved, at hun snart skal dø, selvom hun mentalt ikke helt vil se det i øjnene. Den forskydning mellem det mentale og det instinktive skaber et dynamisk felt for livet. Hun begyndte at reflektere over og tale med mig om ting, hun ikke havde talt om før. Selve udstillingen har intet at gøre med det, Irma Victoria har lavet i sit liv, eller det hun som kunstner har lavet sammen med mig. Hun levede et meget gråt og gennemsnitligt liv uden nogen store udsving, uden særlige karakteristika. Men her begyndte der pludselig at gå en proces i gang, som var helt uhørt for hende: En ærlighed over for sig selv og over for mig, et meget stort skridt ud af den neutralitet Irma Victoria selv levede i. En neutralitet, der er en norm for folk på hendes alder. Helt modsat den Big Brother-kultur vores generation lever i, hvor egoet bliver prioriteret fremfor alle andre naturalier på planeten. Mens hendes liv befinder sig på et papirtyndt grundlag, ligger hun dér og vil ikke være til besvær. Det er paradoksalt! For i den situation har hun jo brug for al den opmærksomhed og støtte, hun kan få. Men der er meget typisk for hendes generation, en reaktion, der står i grel modsætning til den mediekultur vi andre lever i, hvor alle vil være stjerner". Klapsalver fylder rummet: "En ting er, at hvis man lover noget skal man holde sit ord." siger Irma Victoria, hysterisk dåselatter fra et tv-studie. Installationen er samtidig en belysning af det på én gang barokke og meget alvorlige. En følelsesmæssig centrifuge, så man netop kan udtrykke nogle af de meget modsatrettede følelser, siger Martin Hall om værket, han samtidig betegner som et "journalistisk dokument", "Udstillingen er lige så meget en famlen som en afklaring: løsrevne, usorterede reflektioner gennem dette meget bestemte forløb. En ventetilstand. Det, at man pædagogisk formulerer det, som om det kun handler om døden, er en nødvendighed. Det er, med Baudelaires ord, et nøgent hjerte, jeg udstiller. Det er ikke døden, men en nøgen sjæl, der er under pres, fordi hun ved, at hendes tid er ved at løbe ud og taler ud fra den tilstand. Det synes jeg kaster et smukt lys over det. Men man bliver nødt til at vide, at hun er døende: Hvis du bare tror, hun ligger med en influenza, vil du opleve det på en helt anden måde". Udstillingen på Ystad Kunstmuseum åbnede i lørdags og Martin Hall mener selv, at det udelukkende skyldes opfordringen fra museet til at udstille her i udkanten af de mere vante græsgange, at projektet overhovedet er blevet til noget. "For mig er det er en befrielse for mig at lave denne udstilling i Sverige. Jeg ville ikke kunne lave det på samme måde i København, fordi navnet Martin Hall er ladet med en bestemt betydning i forhold til den kultur og det miljø, jeg kommer fra. Her synes jeg, at jeg kan mærke på reaktionerne fra de lokale, der har været her i dag, at man ser udstillingen først og forholder sig til det, før man tænker på min person. Det ville man ikke gøre i Danmark. Så det er et forøg på, at undslippe min egen skygge, der til en vis grad er ladet med en vis dødsromantik. Her i Ystad fremstår det mere klinisk og videnskabeligt. Jeg kunne aldrig finde på at lave sådan en udstilling i København: Der er for mange spøgelser, der render rundt - også nogle, der ikke er døde endnu". Et brusende orgel på et hospitalsrum. Irma Victoria: "Man må håbe det bedste... Der er jo ikke andet at gøre". Martin Hall: A Hospital Room, Ystad Konstmuseum tirsdag-fredag kl.12-17 lørdag-søndag 12-16. I næste måned udgiver Martin Hall dobbeltcd'en: "Memorial: Irma Victoria 1923-2000 - Finest Moments And Famous Last Words" Yderligere materiale: Katalogtekst og billede.