Han ville gerne have skrevet en fantastisk roman i et smukt og poetisk sprog om skønånd. Men det, der kom ud, var snavs og brakvand. Sangskriveren og forfatteren Martin Hall afleverer en 700-siders nøgleroman om tiden fra punk til parnas. Af Mads Kastrup, Berlingske Tidende, onsdag den 24. august 2005 Martin Hall er en undtagelse. En ottekant i dansk rockmusiks rektangel. Han har altid været sjælden. Sjældent talentfuld, ifølge nogle. Sjældent selvhøjtidelig, ifølge andre. Nu afleverer han sit testamente over 25 års virke som jantelovssabotør og Kunstner med kapitalt K. Det sker med to-binds-værket »Den sidste romantiker«. En nøgleroman, der ligner en ansøgning om nu også at blive en bule på dansk litteraturs ellers pertentlige cirkel. 42-årige Hall er en sanger, sangskriver og forfatter med et raseri af et værk bag sig af plader og bøger. »Den sidste romantiker« er hans bud på sin generations dannelsesrejse. »Jeg er noget så gammeldags som en mand på en mission her. Mit udgangspunkt for at lave kunst var, at jeg voksede op som en rastløs ung mand. Intelligent, men mismodig. Musikken og litteraturen var redningen. »God Save The Queen« med Sex Pistols blev min Johannes Åbenbaring. Det var dér, hvor jeg fandt håbet. Der opdagede jeg, at jeg ikke var alene. Og så handlede det om holdningen frem for evnen. Hvilket er et af nutidens omkvæd på godt og ondt,« siger Martin Hall. I »Den sidste romantiker« skånes ingen i den danske rockbranche. Mindst af alt Martin Hall selv. »Det er en 25-årig finden-sig-selv proces. Der har ikke været nogen, der har turdet forudsige min karriere på noget tidspunkt. Vil du have været overrasket, hvis du fik at vide, jeg havde hængt mig selv? Næppe. Vil du have været forbløffet, hvis du hørte, at jeg var flyttet til Monte Carlo og var begyndt skrive tekster for Richard Clayderman? Næppe. Lige meget hvilken historie, du hørte, så kunne det være sådan. Så der er måske ikke noget at sige til, at jeg først her indenfor de sidste år er ved at bundfælde mig som person. Jeg har talt til et spejl i over 20 år,« siger Hall. Hvem sagde ”nå”? For 25 år siden stod Martin Hall i Huset i København til en udstilling som eksponent for »Nå-generationen«. Og han gjorde det sammen med folk som Sods, Kliché og Michael Strunge. »Dengang undrede det mig, at vi blev kaldt »Nå«. Og det gør det stadig. Vi sagde jo ikke »nå« til noget som helst. Vi sagde »Fuck You!«. Det mest oversete fra startfirserne er, at her var en lille gruppe mennesker med til at grundlægge den populærkultur, vi kender i dag. En grænseoverskridende kultur, hvor alles liv er tilgængelige. Det stammer fra denne kreative minoritets sygelige krav på uafhængighed i startfirserne. De folk, der var med dengang, er stadig nogle af de toneangivende. Folk, der er begyndt at sidde tungt på medieposterne«. Hvem? »Det er fra Kenneth Plummer og Mikael Bertelsen ude i TV-byen til diverse formandsposter for råd og nævn og direktører i reklamebranchen. Det er folk, der er som skabt til den nye tids nyheder, nyheder der ikke er referater, men produkter. Vi rapporterer ikke længere nyhederne. Vi skaber dem. Redigeringen af materialet bliver sandheden. Det er også derfor, en sag som Triple A-sagen på TV2 kan opstå«. Er det så 80'er generationens testamente? »Der har for mig været et stort hul, dér hvor der skulle være en roman, der beskrev de ting, jeg forbandt med at vokse op som kunstner i 80'erne. Hvis du siger firserne, så dukker der normalt kun billeder op af lyserøde læderslips, yuppier, lipgloss-pomade og Duran Duran. Men det dækker jo ikke. Hvad med resten? Hvad med klubscenen, undergrunden, kunsten og alt det andet, jeg selv er blevet formet af? Der var jo tale om at leve med sig selv som et forsøgslaboratorium. Med livet som indsats. Der var en utrolig høj dødelighed blandt de mennesker, jeg begik med mig med. Men det eksistentielle eksperimentarium er jo lige præcis det, der på mange måder er gået hen og har skabt vores populærkultur. Det at en undergrundskunstner i 1980'erne sad på en video og skar sig selv til blods, mens han onanerede, er jo hvad vi i dag ser som Big Brother samt i diverse docusoaps.« Så det grænseoverskridende og selvoptagede er blevet almindeligt? »Ja, og det ekstremt grænseoverskridende gemyt har undervejs måttet tøjle sig selv for at overleve. Det er derfor han i bogen som 40-årig opdager, at han faktisk mener de samme ting, som han gjorde som 18-årig. Problemet er bare, at det klæder en 18-årig så meget bedre at være romantiker end en 40-årig. Jeg føler ingen nostalgi efter fortiden, jeg føler en nostalgi efter fremtiden, som Sartre siger. Denne her bog er en refleksion over, hvordan et så grænseoverskridende projekt som romantikerens kunne ende i en så holdningsløs frigørelse af kræfter, som den vi ser nu.« Sådan var de også Hvorfor har du skrevet en nøgleroman med genkendelige personer? »Det er en improvisation over virkeligheden. Jeg kunne selvfølgelig have skrevet en erindringsbog. Men det her er en måde at forstærke og tydeliggør tingene på. Virkelig udpensle den weltschmerz, der prægede perioden. Det betyder ikke, at personerne kun var sådan, men at de skam også var sådan«. Adam Bruun, som er Michael Strunge, fremstilles som en talentløs wannabe, der er småborger i Rødovre til daglig, og hans selvmord kommenteres af én af dine hovedpersoner med bemærkningen: »Nu er han da sikker på at blive husket«. Er det sandheden om Strunge? »Det er sandheden i denne her historie. Jeg synes, det er hykleri, at man skal undlade at kommentere noget, der var problematisk, fordi personerne ikke er her længere. Det handlede om ægthed den gang. Om man blev krediteret for det af andre, eller om man krediterede sig selv for det. Strunge var meget hurtig til at kalde sig »punkens digter« uden at være anerkendt af baglandet. At man har mæsket i myten i 25 år, gør den ikke sand«. Du lader også fremgå, at betingelsen for at få en god anmeldelse at Poul Borum, der hedder Walter Nymann i bogen, er at have sex med ham... »Arh, det er din udlægning. Men han forsøger sig med et træk, ja, og det vil min hovedperson ikke. Og senere får han så en dårlig anmeldelse. Lad mig sige på den måde, at Poul Borum har en del på samvittigheden overfor mange skæbner. Han kørte virkelig folk op og ned, som det passede ham. Det ved hele det litterære parnas. Jeg er fra punkgenerationen. Jeg har altid fundet hykleri vederstyggeligt. Én af de ting, der har omgivet debatten omkring blandt andet Borum og Strunge, er, at vi her i landet opererer med en dispensationskategori. Der er ret lidt talent i Danmark. Når der endelig er noget, der opfylder nogle mindstekrav, skynder vi os at kanonisere det i håbet endelig at have fundet en historisk figur. Juhu, der var en punkdigter! Og med Sort Sol, nej for søren, om vi ikke dér havde det store, mørke rockband! Vi skulle helt hen til sidste jul, hvor Steen Birger stod og sang »White Christmas« og lod som om, han var Nick Cave på junk, før det gik op for folk, at den her er da helt gal.« Irritation er inspiration Men hvad er punkgenerationens egentlige testamente? »Punk er et grimt ord for en smuk ting. Det er et ord for nogen, der kræver mere af noget, end omstændighederne på det givne tidspunkt tillader. Denne verdens punks består af Jesus Kristus og mange andre. Det er folk, der kommer med noget, der muligvis kræver årtier, før det formulerer sig selv for alle. Når en perle bliver skabt af en musling, er det fordi et sandkorn trænger ind og irriterer. Muslingen indkapsler sandkornet i perlemor for at isolere irritationen. Ofte er en irritation, hvad der skal til for at skabe noget storslået. Irritation er ungdommens testamente, det er dens arv, dens lod. Det er også en irritation, der har skrevet den her bog. Det er et korn, der har gnavet i 25 år, noget der har været med til at modne mig som menneske«. Så blev du alligevel voksen eller hva’? »Jeg er 42 år, ja. Men som kunstner bliver jeg nødt til hver dag at spørge mig selv, om det jeg laver er relevant? Billedet af Nicolas Weber, sangeren i bogen, er mod slutningen, at han har mistet fremdriften. Det er skræmmeeksemplet på, hvordan jeg nødig vil ende. Jeg ønsker ikke at ende som den skuffelse, mange af mine egne helte har været for mig undervejs. I vores kultur er de fleste tilfredse med en universitetsgrad. Romantikeren vil have alle livets 360 grader. Han ønsker ikke at falde til patten eller til ro. 20-årige tjekker hinandens pladesamling, 30-årige tjekker hinandens bogsamling, 40-årige tjekker hinandens pensionsordning, og 50-årige tjekker hinandens medicinskabe. Jeg føler stadig, jeg skal stille mig op som en vertikal i et hav af horisontaler. Med denne her bog kan jeg endelig lægge det her stof fra mig og komme videre«. »Den sidste romantiker« er for Martin Hall en afslutning. En rapport om både sin egen og en hel epokes dekadence. Dansk rocks vidunderdreng, der som ung havde det med at føre sig frem i den modnes mands klæder, mener endelig at have fået en alder, der passer til garderoben. »Jeg er mere moden nu. Toppen er taget af hysteriet,« griner han. Første torsdag i november satte han sidste punktum i romanen, afleverede den og satte sig ned og konstaterede, at han havde befundet sig »et ekstremt mørkt sted de godt fire år, den havde taget at skrive«. Han lagde sig ned og spurgte højt ud i rummet: »Hvis der er noget derude, vil jeg være meget taknemlig for et tegn«. Kort efter kom hans kæreste og fortalte, at hun var gravid. »2005 har været det hidtil mest bemærkelsesværdige år i mit liv indtil nu,« siger Hall, der netop har fået en søn. Som han selv udtrykker det, er udgivelsen af hans fortid og fremtid faldet sammen.