Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols er en af de plader, jeg til min dødsdag vil kunne synge med til, ord for ord, når som helst. Den er om noget synonym med min tidligste teenager-tilværelse; med springet fra at være en ung, utilpasset knægt til pludselig at have punken at relatere til. I dag er det nærmest umuligt at forstå den gennemslagskraft, Sex Pistols havde i det engelske samfund i 1976 og 1977. Landet var mere eller mindre konstant lammet af strejker og strømafbrydelser og led under den højeste arbejdsløshed i 30 år. Kun halvdelen af landets beboere havde telefon, og man kunne endnu finde bombekratere i gaderne efter Anden Verdenskrig. Et stort set utænkeligt scenarium for den gennemsnitlige, iPod-brugende Gaffa-læser. Det er sikkert også noget nær ufatteligt, hvordan fire unge fyre ved at bande lidt på lokal-tv kunne få noget nær 50 millioner englændere mod sig. Ikke desto mindre ryddede aviserne The Daily Mirror, The Daily Express og The Daily Telegraph alle forsiderne dagen efter Sex Pistols’ første tv-interview, det famøse Today-interview den 1. december 1976, hvor gruppen var inviteret i studiet hos den aldrende tv-vært Bill Grundy. At Pistols udelukkende var kommet med i programmet pga. en aflysning fra Queen (sangeren Freddie Mercury led under efterveerne af en tandoperation) lyder næsten som en joke, men da begge grupper var tilknyttet samme pladeselskab, EMI, var dette ikke desto mindre tilfældet. Og vi skriver ” var tilknyttet”. For efter interviewet, der sluttede med, at guitaristen Steve Jones – efter en tirade af ukvemsord - kaldte Bill Grundy ”you dirty fucker” (vel at mærke efter den fulde vært selv havde opfordret ham til at sige noget obskønt, og efter han for åben skærm havde flirtet med sangerinden Siouxsie Sioux, der var en del af Pistols’ følge), fik pladeselskabet kolde fødder. Arbejderne på EMI’s fabrik i Hayes, Middlesex, nægtede f.eks. at pakke flere eksemplarer af ”Anarchy”-singlen, og i januar 1977 blev bandet fyret. En lavine var sat i gang, og intet mindre end noget, der bedst kan beskrives som en decideret menneskejagt på gruppen og dens medlemmer, tog sin begyndelse. Den engelske presse kastede sig over Sex Pistols, fulgte dem overalt, og kaoset omkring dem resulterede ikke bare i masser af aflyste datoer på den forestående ”Anarchy in the UK”-tur (der yderligere talte Clash, Damned og Heartbreakers), men også i en veritabel hadkampagne mod både Pistols og punken i al (u)almindelighed. En af Greater London Councils byrådsmedlemmer, Bernard Brook-Partridge, udtalte f.eks. følgende på engelsk tv: “Jeg mener, at øjeblikkelig udslettelse ville gavne størstedelen af disse grupper umådeligt. The Sex Pistols er menneskehedens antitese. Jeg så gerne, at nogen gravede et stort hul og begravede hele banden i det”. Gruppens medlemmer blev overfaldet i gaderne, gik som regel på scenen i en byge af spytklatter og flasker og levede generelt som jaget vildt i det på det tidspunkt stadig åndeligt stokkonservative England. Ind imellem var det svært at afgøre, om man skulle le eller græde, som når det eksempelvist blev rapporteret, at en 47-årig vognmand, James Holmes, i raseri havde smadret sit tv-apparat med foden efter at have set gruppen i Today-showet. Sex Pistols’ sanger Johnny Rotten kommenterede lakonisk hændelsen med følgende bemærkning: ”Nogen burde fortælle ham om tænd-og-sluk-knappen”. Da Johnny Rotten senere på åben gade blev overfaldet med knive og permanent fik beskadiget to sener i sin ene hånd, var historien dog for længst gået fra at være et slags bizart music hall-indslag til at være det rene mareridt. Ikke bare pga. fjendtligheden fra offentligheden, men også pga. atmosfæren i gruppen og i særdeleshed forholdet mellem Rotten og gruppens manager, Malcolm McLaren. Malcolm McLaren havde i 1971 åbnet tøjbutikken Let It Rock (senere Too Fast to Live, Too Young to Die) på King’s Road sammen med sin partner, designeren Vivienne Westwood, en butik der primært henvendte sig til et rockabilly/teddyboy-publikum. Efter at have været i New York i 1974, hvor han bl.a. fungerede som manager for New York Dolls (hvilket han blev ved med at være indtil gruppens opløsning i 1975), vendte han tilbage til London og omdøbte butikken til SEX. Stedet begyndte at sælge mere kinky og punk-inspireret tøj (”ting man normalt ville foretrække at modtage med posten”, som han selv beskrev det), hvilket tiltrak et nyt publikum, bl.a. flere kommende medlemmer af Sex Pistols. McLaren var fascineret af det parisiske 68-oprør og situationist-bevægelsen, ”mennesker der mente, at det ikke var værd at lave et kunstværk, medmindre det udfordrede tingenes tilstand”. Han var en visionær idémand, men også en skruppelløs opportunist, hvilket hurtigt skulle stå de fleste betragtere klart. Ikke desto mindre udgjorde han et uundværligt element i dannelsen af myten omkring Sex Pistols, nemlig evnen til at skabe opmærksomhed omkring gruppen via kaos. McLaren var også manden, der sørgede for at få Johnny Rotten parret med resten af gruppen, som i begyndelsen af 1975 blot var endnu et ligegyldigt øvelokale-rockband bygget op omkring guitaristen Steve Jones og trommeslageren Paul Cook (optagelsesprøven bestod i, at Rotten iført sin sædvanlige ”I Hate Pink Floyd”-T-shirt mimede sig gennem Alice Coopers ”I’m Eighteen” foran SEX-butikkens jukebox, en efter sigende så bizar performance at den på stedet sikrede ham rollen som gruppens sanger). Det var også McLaren, der kom op med Sex Pistols-navnet: Han ønskede, at de skulle lyde som nogle "sexy young assassins" (sexede unge snigmordere), hvordan den slags så end lyder, og det blev altså navnet. Efter bruddet med EMI fik Malcolm McLaren dog hurtigt skaffet gruppen en ny pladekontrakt, denne gang med A&M. Med fin sans for den fortsatte provokation blev der under stort presseopbud skrevet kontrakt uden for Buckingham Palace, hvorefter det sejlende berusede band blev kørt hen til det nye pladeselskabs kontorer til, hvad der efterfølgende er blevet beskrevet som ”en ganske uregerlig fest”. Gruppens bassist, Sid Vicious, smadrede f.eks. den administrerende direktørs kontor, hvorefter han brækkede sig ud over selv samme herres skrivebord. Under pres fra både selskabets ansatte, kunstnere og distributører brød A&M deres kontrakt med Sex Pistols seks dage senere. I maj 1977 underskrev gruppen så deres tredje og endelige pladekontrakt med Virgin, samme måned som bandets anden og herostratisk berømte single ”God Save the Queen” udkom. Jeg kan stadig tydeligt huske den søndag, hvor jeg selv så pladen ligge i den københavnske pladebutik Bristols vindue - et syn for guder! Det var den engelske billedkunstner Jamie Reid, der havde lavet det nu klassiske cover til pladen, et artwork hvor sangens titel stod skrevet med kidnapperskrift som et slags blindfold hen over et billede af Dronning Elizabeth. Man var ikke et sekund i tvivl om, hvad der her stod på spil, og med vanlig tæft for de lurende skandaler havde McLaren selvfølgelig sørget for, at udgivelsen var nøje synkroniseret med den engelske dronnings sølvjubilæum som regent. Jeg var netop fyldt 14 år på det tidspunkt, og for mig repræsenterede ”God Save the Queen”-singlen alt det, man som ungt, utilpasset individ endnu ikke selv var i stand til at formulere, nemlig en klar og direkte (og i forhold til sit ry faktisk ganske velartikuleret) kritik af det omkringværende samfund. Det var en sang, som blev båret frem af en afgrundsdyb foragt for de autoriteter, der på den ene side forlangte, at man gjorde, som de dikterede, men på den anden side ikke lå inde med, hvad der blot mindede om en acceptabel fremtidsvision. “Don't be told what you want/don't be told what you need”, lød et af mottoerne, og selvom nummerets grande finale består af den siden hen så famøst kanoniserede ”no future”-deklaration, så var det for mig og for en hel generation af kommende kunstnere, bohemer, stoddere og billedstormere alt andet end manglen på en fremtid, der her gjorde sig gældende. Det var det stik modsatte: Vi skrev år 0 med pil fremad! Det var Malcolm McLaren, der, pga. det omtalte royale sølvjubilæum, havde fået sangens oprindelige titel, ”No Future”, ændret til ”God Save the Queen”. Ikke at det gjorde nogen som helst forskel: Begge titler gik lige i flæsket på Englands problemer og direkte i hjerterne på den ungdom, der kun havde hån tilovers for både den engelske regering og monarkiet som helhed. Dette var sangen, der om nogen sang skulle kendetegne og ”brande” punken, en sang der i sin gennemslagskraft langt overgik det ellers så brillante svar, McLaren selv havde givet guitarist Steve Jones, da denne på et tidspunkt havde spurgt ham, hvad en sang var: ”En forpulet sang er at bryde ind i Madame Tussauds og brænde The Beatles af, det er en sang!” Og vi var tæt på. For som enhver, der kender det mindste til Beatles’ betydning for engelsk populærkultur og selvforståelse, vil vide, så ville der her være tale om helligbrøde af den allerværste slags. Ikke bare gik ”God Save the Queen” rent faktisk #1 på den engelske hitliste i samme uge, som Dronning Elizabeth fejrede sit 25-års-jubilæum, men hvad endnu bedre/værre var, så blev dette aldrig officielt anerkendt. På den officielle engelske hitliste lå singlen kun #2 for at undgå yderligere skandale, andre steder var der simpelthen ikke nogen #1 den uge, og kun musikavisen NME turde sætte den øverst på listen på det pågældende tidspunkt. Med udgivelsen af ”God Save the Queen” nåede fanfaren for den nye æra dermed ikke bare ud til de engelske forstæder, den nåede så sandelig også ud til resten af den del af den vestlige verden, der ikke havde ørerne så fulde af pis, at den intet kunne høre. Nummeret blev parolen og kampråbet for den generation, som var vokset op med 68’ernes løfter om en bedre morgendag, et fælles refræn for den gruppe unge, der i 1977 stod uden job, uden penge og uden udsigt til en synderlig forbedring af situationen. Sangen repræsenterede lyden og billedet af en ny morgendag, som den formede sig via Johnny Rottens Richard 3.-positurer og Malcolm McLarens sans for kaotiske scenerier. Der var tale om intet mindre end en nyrevideret Hamlet opført i rendestenens teater, en do it yourself-filosofi praktiseret med en radikalitet, der langt overgik hippiegenerationens modus operandi. Her var et fadermord, der ikke bare var tiltrængt, men absolut nødvendigt: ”Move over hippies, your time’s up”, som der stod på et af de badges, som blev solgt nede i Superlove (en daværende københavnsk pladebutik) Sex Pistols var stil og revolte i ét, en æstetik der havde meget, meget lidt med det sorte image at gøre, som af en eller anden grund er blevet ved med at hænge over punken som helhed. I 1977 var scenen et fellinisk overflødighedshorn af stilarter og gadgets, et atomkrater der var ved at boble over med opfindsomhed og egenart ... noget modebranchen selvfølgelig øjeblikkeligt begyndte at profitere på (hvor ville en person som Jean-Paul Gaultier f.eks. være uden punken?). Men i modsætning til modebranchens behov for nyskabelse for nyskabelsens skyld, var punkens stilistiske greb i sin grundstruktur økologisk: Det handlede - med den amerikanske poet og sangerinde Patti Smiths ord – mere end noget andet om en ”transformation of waste”. Der var ingen dresscode til at starte med, alt var et spørgsmål om brug af forhåndenværende midler: om kreativitet. Selvom Malcolm McLaren godt nok sideløbende stadig drev butikken SEX, som lystigt solgte løs af Westwoods SM-design, var den oprindelige punkstil et spørgsmål om at definere sig selv på en ny og individuel måde, ikke om at købe færdigsyede bukser med påmonterede lynlåse i røven. I Julien Temples stærkt anbefalelsesværdige film om både tiden og gruppen, The Filth and the Fury, gør den senere John Lydon (Johnny Rotten) meget ud af at pointere dette. Han fortæller bl.a. om fattigdommens incitament til sand kreativitet, det at skabe sine egne klæder, og hans bærende eksempel er en pige, ingen rigtig kendte, der dukkede op til en af gruppens koncerter udelukkende klædt i gennemsigtige affaldsplastikposer - et perfekt eksempel på syntesen af armod og originalitet, en tilstand hvor stil og radikalitet bliver ét. Og så var det modigt ud over enhver forstand i et bornert og stadig ganske victoriansk England anno 1977 Malcolm McLaren og Johnny Rotten havde fra begyndelsen et anspændt forhold. Flere kilder har påpeget, at dette i bund og grund skyldtes, at de på mange områder var meget ens (de var lige excentriske og delte sågar samme stjernetegn, Vandmanden), men hvor McLaren altid søgte gimmicks, var der hos Rotten et anderledes dybfølt socialt engagement. Hans stirrende blik og skæve kropsholdning var f.eks. alt andet end tillærte attituder: Som barn led han af meningitis, og sygdommen førte ham ind og ud af den ene koma efter den anden, ligesom den også slettede al erindring undervejs (forløbet efterlod ham med en permanent synsskade og en krumning i rygraden). Denne ufrivillige outsider-status parret med en fattig arbejderklassebaggrund karakteriserer nok bedre end noget andet Rottens personlighed. I modsætning til dette kommer McLaren fra en velhavende jødisk familie og studerede i løbet af 60’erne på adskillige engelske art schools. Som det dog ofte gør sig gældende i kunstneriske sammenhænge, opstod der mellem disse umiddelbart modsætningsfyldte, men alligevel parallelt orienterede skæbner en dynamik, der ikke lod sig diskutere. Rotten næredes af McLarens viden og erfaring, og McLaren profiterede på Rottens kompromisløse radikalitet. Begge mænd havde hele deres liv gået mod strømmen, men trivedes omvendt glimrende i små grupper, der var lydhøre over for deres idéer. På trods af punkens fokus på individet må man aldrig glemme, at det var en bevægelse, hvis selvransagelse foregik kollektivt - via koncerternes stammemøder, fanzines, små pladelabels og musikaviser som NME, Sounds og Melody Maker. Da Sex Pistols f.eks. dukkede op til det omtalte Bill Grundy-interview, skete det med et følge af venner, der som sagt ikke bare inkluderede Siouxsie, men også en række andre åndsbeslægtede (og aldeles farverige) m/k’er. Når man ser tilbage på punken som fænomen, er det i det hele taget meget sigende, hvor mange af de aktive stemmer og udøvende musikere, der var kvinder. I en tid som vores, hvor alt konstant måles, vejes og evalueres, er det slående at se, hvordan navne som Slits, X-Ray Spex, Penetration og Siouxsie and the Banshees alle sammen blev båret frem af kvindelige sangere og sangskrivere, og det uden at ordet ”feminisme” blev nævnt så meget som én gang. Alting var politisk, ja, men ikke kønspolitisk. Det handlede om en generation, der var så fed up med normer, standardisering, normalitetsbegreber og skrivebordspolitik, at alle fokuserede på én ting og én ting udelukkende, nemlig det at gøre en forskel. Eftersom hele punk-projektet var et spørgsmål om at udfordre det bestående, ville det at diskutere kønspolitik bare være mere af den samme gamle 70’er-skuffe. Piger som netop Siouxsie Sioux, Sue Catwoman (et andet punk-ikon) og Jordan (model og skuespiller m.m.) var alle centralt placeret på den tidlige scene, hvilket ganske givet har givet masser af inspiration til ”senere” store navne som Toyah, Chrissie Hynde og Annie Lennox. Procentvis markerede kvinderne i punkmiljøet sig i al fald noget stærkere, end hvad tilfældet har været inden for både hippie-, heavy metal- og hiphop-miljøet. Også set over en endnu bredere kam er det markant, hvor stor virkning en så lille gruppe mennesker havde dengang. Når Sex Pistols eksempelvis spillede for 39 mennesker i en halvtom sal i Manchester Lesser Free Trade Hall i juni 1976, gik folk derfra forandrede: Grupper som Joy Division, The Smiths, The Fall og Buzzcocks, ja selv Simply Red, blev dannet som en direkte konsekvens af denne begivenhed, så hvis kunstens fundamentale formål er at transmittere energi, fås det simpelthen ikke bedre end dette. Som Tony Wilson, grundlæggeren af Factory Records, der også var til stede ved koncerten, senere har udtrykt det: “Der var jo også kun 12 personer til stede ved Jesus' sidste nadver." Af samme grund var der dømt lige dele furore og excitement, da jeg opdagede, at Sex Pistols skulle spille i Daddy’s Dance Hall i København den 13. og den 14. juli 1977. Hvis jeg overhovedet var kønsmoden på dette tidspunkt (jeg havde min seriøse tvivl!), kom jeg i hvert fald ikke i nærheden af at være præsentabel i forhold til alle disse nye helte og afguder. Jeg var blot en kedelig lille fyr, der købte plader i Plateen, Superlove eller Bristol for dernæst at gå hjem på mit drengeværelse og lytte til dem, det var det. Dagen for den første koncert oprandt, og jeg var skrækslagen - dels over min absolutte mangel på stil og finesse, men hvad mere væsentligt var, tanken om hvad jeg måtte støde på inde til koncerten. Jeg var ikke engang ”sprunget ud” som punk endnu, jeg var blot endnu et kikset teenagemonster i en gammel militærjakke og et par lidt for pæne cowboybukser. Jeg var niemand, nul og niks, en omvandrende ligegyldighed, der så alligevel endte med - skælvende - at indfinde sig uden for Daddy’s Dance Hall på Axeltorv ... selvfølgelig alt for tidligt, med det helt igennem pinagtige resultat at en fyr på stedet måtte fortælle mig, at ikke alene åbnede dørene først mange timer senere, men at jeg til den tid ”nok også hellere måtte blive hjemme og se Ingrid og Lillebror”. Ydmygelsen var total. Dagen efter var avisforsiderne ryddet. Punken var kommet til Danmark, og især Ekstra Bladets forsidebillede af Camilla Cool (Camilla Høiby) og Booze Stonecock (Peter Peter) med sikkerhedsnåle i kinderne og tungerne hængende hele vejen ned til skrævet imponerede. Det var nok disse billeder, der gjorde udfaldet. Det var bastilledag, og selvom jeg var lovet væk til familierelaterede begivenheder om aftenen, blev der lystigt klippet hul på bukserne og tegnet løs på enhver tilgængelig T-shirt. Ugen efter fik jeg så plysset håret og farvet det med min mors hårprodukter, hvilket resulterede i en hhv. blålig og gullig halvdel, og da jagten på det perfekte punk-look nu for alvor var gået ind, krævede det selvfølgelig også det rette ornat. Med min nye tofarvede frisure gik turen derfor ind til Magasins kæledyrsafdeling for at købe et hundehalsbånd; én ting var, at jeg allerede dengang var lidt af en æstetisk connaisseur (hvilket betød, at den lokale hundekennel ovre i Kaalundsgade ikke helt levede op til standarden), en anden - og mere tyngende praktisk - at min økonomi var yderst begrænset. Det hjalp samme mors Magasin-kontokort heldigvis på. Bortset fra at jeg både nåede at få bank i bussen på vej hjem (af to fuldfede, herrevoksne rockere der forfulgte mig ind i en linje 28, gennemtævede mig, mens alle passagerne så passivt til, og dernæst triumferende forsvandt, hvorefter chaufføren blot lukkede dørene og med fuldkommen følelsesløs stemme bekendtgjorde, at næste stop ville være Hovedbanegården) samt at blive chikaneret på det mest sublime af ekspedienten (der køligt spurgte mig, ”om jeg ønskede at få hundehalsbåndet pakket ind, eller om jeg ville have det på med det samme?”), var turen en veritabel succes: Jeg var taget hjemmefra som en parentes, men vendt tilbage som en punk. Min kroning var en realitet! Ved udgivelsen af Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols i efteråret 1977 var jeg dermed endelig nået op på siden af tingenes hastige gang. Fremtiden var ankommet, og selvom Sex Pistols selv kun skulle holde endnu tre måneder i sin daværende form, står albummet for mig stadig som det ultimative punk-album. Allerede på udgivelsesdagen var pladen nærmest en greatest hits-opsamling, idet de fire foregående singler alle var inkluderet, ligesom jeg også kendte de fleste af de andre numre fra diverse piratplader, but so what!?! ... en klassiker var født, og tiden kunne ikke længere stilles tilbage. I England fortsatte balladen dog. Flere salgskæder nedlagde forbud mod at sælge fonogrammet, og man slæbte ligeledes gruppen i retten pga. titlens ”obskønitet” (bollocks er slang for både nosser og vrøvl). Sagens dommer endte ikke desto mindre med at frifinde dem med følgende ord: ”Lige så meget mine kolleger og jeg af fuldt hjerte beklager både jeres og jeres pladeselskabs vulgære udnyttelse af den menneskelige naturs værste instinkter i henhold til kommerciel profit, må vi modstræbende finde jer ikke-skyldige i samtlige anklager”. Malcolm McLaren havde ganske givet håbet på en dom, men da den udeblev, kunne han så i det mindste sørge for, at der var noget at skrive hjem om fra gruppens efterfølgende USA-turné. I hvert fald valgte han at indlede turen i Sydstaterne, hvor han helt bevidst udelukkende havde booket redneck-barer for at skabe så fjendtlige situationer som overhovedet muligt. Det lykkedes fint, og Amerika-turen endte som forventet i totalt kaos. Jeg kan stadig huske den lille notits i Ekstra Bladet i januar 1978, der kunne fortælle, hvordan Johnny Rotten den 17. januar havde annonceret sin afsked fra gruppen. Herfra gik alting hurtigt i smadder. Bassisten Sid Vicious døde et års tid senere af en overdosis heroin, mens han var ude på kaution efter at være blevet anklaget for drabet på sin kæreste, Nancy Sprungen. Malcolm McLaren kørte hjerteløst Sex Pistols-navnet videre med bl.a. bankrøveren Ronnie Biggs som sanger og lavede også en af rockhistoriens værste film, mockumentary’en The Great Rock’n’Roll Swindle, hvor han punkt for punkt gennemgår, hvordan man skaber ”cash from chaos” i tilfælde af, at nogen skulle have overset pointen. I mine øjne vil Rottens exit fra Pistols altid stå som punkens endeligt. McLarens efterfølgende hæmningsløse profitridt var blot med til at understrege vanviddet i det hele, og helt i Shakespeares ånd endte dramaet selvfølgelig som det rene rollespil om den menneskelige naturs mange modsatrettede kræfter. Når man den dag i dag ser klippet fra den sidste Sex Pistols-koncert i Winterland i San Francisco, hvor Rotten opgivende spørger publikum "ever get the feeling you've been cheated?", inden han forlader scenen, fornemmer man i al fald kun alt for tydeligt den rungende tomhed, han må have følt i de sekunder. At sangeren så yderligere befandt sig i USA uden en krone på lommen, uden nogen flybillet hjem og med en besked fra manager McLaren (der sammen med guitaristen Steve Jones og trommeslageren Paul Cook var taget til Rio de Janeiro for at holde ferie) til den amerikanske afdeling af gruppens pladeselskab om, at ”hvis nogen ringer og siger, de er Johnny Rotten, så lyver de”, opsummerer vel kun alt for godt historiens tragikomiske endeligt. Men i det mindste holdt de da så længe, fristes man til at sige. I sit forsøg på at sprænge alle grænser var Pistols i sin natur jo dømt til at selvdestruere, alt andet ville have været en middelmådighedens triumf. Som sammenligning endte The Clash f.eks. som en pseudopolitisk stadionkopi af sig selv, Ramones blev det ultimative tegneserieband, mens The Damned gik fuldkommen op i hat og briller. Allerede i slutningen af samme år vendte Johnny Rotten dog tilbage som sanger og sangskriver i gruppen Public Image Ltd., hvis debutalbum fra december 1978 på det tidspunkt kom som intet mindre end en lille åbenbaring, og året efter udsendte samme band Metal Box, tre 12”-singler pakket ind i en gammeldags filmrulleæske (deraf titlen), en udgivelse der stadig betragtes som en milepæl, så værre var alting altså heller ikke. Ikke desto mindre er det mere end almindeligt iøjnefaldende, hvor selvdestruktiv punkprocessen i sit fulde forløb skulle vise sig at være. Ser man listen over folk fra dengang, der døde unge, synes den nærmest uendelig. Og glem alt om det store udland ... selv i det lille decay sås det menneskelige spild kun alt for tydeligt: Fra anonyme teenagepunks som Arvid, en topkær ung fyr, der ligesom alle os andre hang ud omkring Gammel Torv og Storkespringet, men en dag sprang ud fra Langebro, til posthumt ophøjede digtere som Michael Strunge, og fra det første heroindødsfald i det danske punkmiljø i 1978 (omtalt som en lille advarsel i det danske fanzine Iklipsx) til striben af selvmord op gennem 80’erne (Joe Z fra Repeat, produceren Freddy Frank, Martin Krogh fra Ads, jeg kunne blive ved). Det er, som om der hviler en mørk skygge over denne oprindelige punkgeneration. Da jeg sidste år skulle hjælpe fotografen Søren Svendsen med at spore personerne fra hans fotobog Lort nok (en bog fuld af portrætter fra perioden), viste det sig f.eks. meget sigende, at omkring halvdelen af de hhv. smilende og vrængende unge ansigter, vi bladrede hen over, ikke længere gav udtryk for noget som helst. Dødeligheden i miljøet var kort sagt rystende højt - et tal der målt mod hvilken som helst anden tilsvarende ungdomsgruppe minder mere om dødelighedsstatistikken i en epidemiramt flygtningelejr end noget andet. Siger det ikke andet om generationen, fortæller det nødvendigvis historien om en gruppe mennesker, for hvem det at gå for langt åbenbart alligevel ikke var langt nok. Der er nu gået 30 år, siden Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols udkom. Siden da er provokationens gestus blevet skambidt og udtømt, grænseoverskridelsen har opløst sin egen fornemmelse af tyngdekraft, og intet falder længere under nogen som helst form for endelig autoritet i vores del af verden. Romantiseringen af perioden parret med den aktuelle mainstreamkulturs standardisering af alting har på mange måder reduceret tingenes egentlige kim til en grumset collage af nostalgi og uvidenhed, og ligesom i filmen Lost in Translation synger de fleste desværre blot karaoke til ”God Save the Queen”, når historierne om nybruddet genfortælles. Vi glemmer den centrale pointe, som punken handlede om, nemlig evnen til konstant at forsøge at udvide grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Af samme grund kan det stadig være helt forfriskende, når Sex Pistols efter deres optagelse i The Rock and Roll Hall of Fame i 2006 selv annoncerer, at de da aldrig kunne finde på at komme til optagelsesceremonien, og at hele projektet i deres øjne i øvrigt blot er ét stort, ligegyldigt ”piss stain”. Som deres ord meget rammende lyder til dem, der stemte dem ind: ”If you voted for us, hope you noted your reasons”. * “The Sex Pistols er menneskehedens antitese. Jeg så gerne, at nogen gravede et stort hul og begravede hele banden i det.” Bernard Brook-Partridge, London Councilor (BBC, engelsk tv, sommer 1977) "Jeg mener, at de forandrede verden, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg så dem tre gange i den helt tidlige fase, og de var fantastiske - aldeles nødvendige.” Morrissey (NME, februar 2006) “Pistols var virkelig drengene. Man kunne sammensætte en ”best of” ud fra alle The Clash’s plader, og den vil ikke være en pikspiller værd i forhold til Never Mind the Bollocks." Noel Gallagher, Oasis (Hot Press, april 1996) ”Hypen omkring Sex Pistols var fuldt ud fortjent. De fortjente det hele. Johnny Rotten var den, jeg identificerede mig med – han var den følsomme af dem. Never Mind The Bollocks er den bedste rock-produktion, jeg nogensinde har hørt. Den er totalt in your face.” Kurt Cobain, Nirvana (Vox Magazine, september 1992) "The Sex Pistols er den værste ting, der nogensinde er hændt rock’n’roll.” Sir Cliff Richard (Vox Magazine, september 1995) * Links på nettet: Sex Pistols: http://www.thefilthandthefury.co.uk Artwork: http://www.jamiereid.uk.net “God Save the Queen”-video: http://www.youtube.com/watch?v=8z2M_hpoPwk Fan-site: http://www.sex-pistols.net Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Sex_Pistols Anbefalelsesværdig læsning: Jon Savage: England’s Dreaming John Lydon: No Irish, No Blacks, No Dogs