| Fritz Bonfils og Martin Hall dannede i efteråret 1980 gruppen Before, en gruppe der skulle komme til at indskrive sig i nyere dansk rockhistorie som et af de mest betydningsfulde postpunk-navne overhovedet. I Politikens Rockleksikon finder man meget sigende Sods’ ’Minutes To Go’-album udnævnt til den vigtigste plade for året 1979, Kliché’s ’Supertanker’ hvad angår 1980, Ballet Mécanique’s ’The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation’ i 1981 og Before’s ’A Wish Of Life’ i 1982.
Mens MH var med i Before – hvor han spillede guitar og keyboards - spillede gruppen en meget hård, Stooges-agtig rockmusik, men da Hall ganske hurtigt fik mere end nok at se til med sit eget band Ballet Mécanique, valgte han at gå ud inden indspilningen af Before’s første plade. Han blev i sommeren 1981 afløst af Casper Holm.
Sangeren Fritz Bonfils’ hudløse tekster, vilde sceneoptræden og uortodokse sang forblev dog den samme under hele forløbet, og Before nåede med sit fine mix af punk og hippie-kultur at nå et betydeligt publikum, inden gruppen pga. Bonfils’ narkoproblemer faldt fra hinanden i slutningen af 1983.
Det var gruppen Before, der stod som komponist på alle albummets numre, men ved genudgivelsen på CD i 2003 krediteres Martin Hall fejlagtigt kun som medkomponist på to numre, nemlig ”Sister Culture” og “Some Hands” fra den sidste single. Hall var dog ligeledes medkomponist på numrene “Special Surprise”, “Wasteful Hours”, “Metal Dreams”, “Alle Fangerne” samt ikke mindst ”Surrender”, et nummer som MH skrev sammen med Fritz Bonfils. Ydermere spiller Hall guitar på alle CD’ens bonus live-numre. |